
HTC spytter nye telefoner ud hele tiden, og de er selvfølgelig også hoppet med på Windows 7 Phone vognen. Først i Danmark kommer HTC Mozart, som har en 1-gigahertz processor, og mulighed for at tage billeder i 8 mega pixel, med Xenon blitz. Desuden kan kameraet filme i HD.
HTC Mozart kommer med et lækkert chassis lavet af aluminium, og er 12 mm tyk.
Telefonen har en 3,8 tommers skærm, som kan give dig en opløsning på 800 x 480 pixel.
Du får 8 GB intern hukommelse med HTC Mozart, og spændende ny teknologi som vil give bedre mobil lyd.
HTC Mozart
Tagged HTC Mozart
LG Optimus 7
Firmaet LG er også hoppet med på Windows 7 Phone bølgen, og har fremvist deres nye LG Optimus 7, som består af en 3,8 tommers skærm som har en opløsning på 800 x 480 pixel. Indmaden er hurtig, da den består af en 1-gigahertz processor. Så det er en kraftig maskine, der kan leverer meget hurtige udregninger. Desuden giver det indbyggede 5 megapixel kamera muligheden for at optage i HD-video.
Du får 16 gigabyte intern hukommelse, og dermed masser af plads. LG har en ny smart funktion der hedder Voice-To-Text, altså selvfølgelig er det noget som har eksisteret i mange år, men til mobiler er det nyt og smart. Det gør man kan diktere teksten til telefonen, i stedet for at skulle skrive med fingrene.
Tagged LG Optimus 7
Samsung Omnia 7
Samsung Omnia 7
Samsung Omnia 7 kommer med en lækkert 4 tommer AMOLED skærm, hvilket er en fryd for øjet. Det bliver en af de første Windows 7 Phone telefoner, og den spås en stor succes. Størrelsesmæssigt er skærmen kun 11 millimeter tyk. Indmaden består af en 1-gigahertz processor, så der er knald på.
Af funktioner så har Samsung Omnia 7 et 5 megapixel kamera, som kan filme i HD opløsning. Den har Wi-Fi, stereo bluetooth og 3G. Og så kan Windows 7 Phone afspille de fleste film og lydformater, så muligheden for at bruge telefonen som multimedie maskine på rejsen, er bestemt til stede.
Tagged Samsung Omnia 7
iPhone 4
Bedre sent end aldrig – vi har nu fået muligheden for at anmelde den nye Iphone 4 fra Apple.
Design
Designet er fantastisk smukt – det er min personlige holdning. Der har været folk fremme og sige at designet faktisk er et tilbageskridt fra 3GS modellen, men jeg er uenig. Det er en designmæssig perle, med sine rene linjer og gode fylde. Det ydre består af glas og rustfrit stål, og det passer rigtig fint sammen.
For og bagsiden er lavet i hærdet glas, som er kemisk behandlet, så telefonen skal eftersigende være ca. 30 gange hårdere end hvis den var lavet af plastik. Den massiv glasindpakning øger selvfølgelig vægten – altså du får ikke en letvægtstelefon, men personligt syntes jeg vægten er med til at signalerer kvalitet.
Skærm
Skærmen er en fantastisk forbedring i forhold til 3GS – den er knivskarp og og farverig. Den præsterer at køre en HD opløsning uden problemer, og det ser bare smukt ud. Fordelene ved den store opløsning er mange, f.eks. kan du surfe rundt på nettet og se komplette hjemmesider, uden den normale tilpasning til mobilbrowsere.
Batteriet
Jeg har ikke lavet de store test med batteriet, men holdbarheden virker fornuftig. Man skal stadig ikke forvente mange dages batteri tid, men det har ikke været et irritations moment for mig.
Styresystem
Styresystemet til iPhone 4 hedder iOS, og benyttes også på iPadden. Det indeholder en del forbedringer i forhold til de gamle iPhone styresystemer. Aller vigtigst er det nu muligt at multitaske på telefonen, altså du kan surfe på nettet i mens du hører musik. Desværre er det ikke alle programmer som endnu kan kører samtidig med andre, og det er selvfølgelig et stort irritationsmoment.
Ellers så er deres system meget bruger venligt, og som med alle andre produkter fra Apple, så er det hele gennemtænkt og fungerer.
Musik og Video
Skærmen er fantastisk at se film på, og det er ganske muligt at finde nogle gode musikprogrammer til iPhonen, så det er en god multimedie telefon.
Kameraet
Det er et super video kamera som er inkluderet i telefonen, da du kan filme i HD, og det ser enormt godt ud. Som et almindeligt videokamera, så skuffer telefonen dog lidt, da det ikke er så gode billeder at den får taget. I hvert fald ikke når man sammenligner med et almindeligt pocket kamera.
Konklusion
Skynd dig at købe telefonen hvis du virkelig brænder for at eje en fed “blærerøvs” telefon. Den er uhyggelig dyr, og du vil helt sikkert opleve ting som du ikke er videre glad for, men stadig er det en designmæssig perle, og den er enormt fed at bruge. Et alternativ kunne være HTC Desire, som mange mener overgår iPhone 4.
Læs spændende brugeranmeldelser af Iphone 4
Tagged Iphone 4
Nokia N8 er på vej
Og her er en lille appetizer fra Nokia og Telia:
Du kan forudbestille den hos Telia her.
Nokia N8 er den første mobiltelefon som er udstyret med Symbian^3, som giver gode muligheder for multitouch og multitasking. Desuden har den et vildt 12 megapixel Carl Zeiss kamera med xenon blitz, som burde sparke røven på konkurrenterne på markedet. Da det f.eks. kan optage video i HD kvalitet.
Mobilen har stort fokus på de social medier, og har integreret Facebook i stor stil, så du har mulighed for at få en sammensmeltning mellem Facebook og en mobiltelefon, så du f.eks. kan se dine kalender begivenheder fra Facebook, direkte i din telefons kalender, osv.
En anden fed funktion er at du får gratis kort navigation med fra OVI, så du ikke længere skal ud og købe en dyrt månedligt GPS abonnement.
Vi glæder os i hvert fald til Nokia N8
Nokia 6700 Slide

Vi har tidligere anmeldt Nokia 6700 her på siden. Nu kommer vi med en anmeldelse af den helt nye Nokia 6700 Slide.
Nokia 6700 Slide har et farverigt design, og er enormt kompakt bygget. Den er lille og fiks, og passer ned i enhver lomme. Du kan få mobilen i 6 forskellige friske farver. Størrelsesmæssigt fylder 6700 Slide somsagt ikke så meget. De faktisk mål hedder 95,2mm x 46,1mm x 15,9mm. Så det er en lille fiks sag. Vægten er på 110 gram. Den køre på styresystemet S60, som er nydeligt og effektivt.
Det er somsagt en Slide telefon, så for at kunne få adgang til knapperne, skal man skubbe skærmen opad. På den måde har Nokia sparet en del plads, og gjort telefonen mindre og smartere. Skærmens opløsning hedder 240 x 320 pixels, så det er ikke så høj opløsning man får ved et køb.
Nokia 6700 Slide understøtter 3G nettet, så du har mulighed for at være lynhurtigt på nettet via din telefon. Desuden har den et udemærket 5 megapixel kamera indbygget, med LED Blitz og autofokus. Mobilen kan som de fleste telefoner på markedet, afspille musik. Den understøtter følgende formater: MP3, M4A, RA , WAV, WMA og AAC. Desuden undestøtter den nogle forskellige videoformater. Det indbyggede memory kort har plads til 45 mb, men det er muligt at putte et eksternt kort i telefonen.
Nokia 6700 Slide er perfekt til dig som leder efter en simpel og effektiv telefon, som kan det mest nødvendige og som ikke fylder for meget i lommen.
Nokia N97 mini
Nokia N97 mini

Den mindre udgave af Nokia N97 er blevet optimeret og gendesignet på mange punkter, så den appellerer til en lidt anden målgruppe end N97. Den er blevet mindre, hvilket bør give sig selv, men også funktionaliteten og layoutet er der ændret på. N97 mini er med andre ord ikke så stor og klodset som sin forgænger, men til gengæld er nogle funktioner blevet sparet væk.
Der er stadig tale om en gedigen smartphone med touchscreen, 5 megapixel kamera, god lydkvalitet, GPS, WiFi, QWERTY-tastatur samt en webbrowser der understøtter Flash og Java.
Specifikationer og styresystem
Indmaden i N97 mini består af en 434 Mhz processor og 128 MB RAM – identisk med hardwaren i den originale N97 – samt 8 GB intern hukommelse mod de oprindelige 32 GB. Der er dog mulighed for udvidelse med MicroSD-kort. Af tilslutningsmuligheder kan nævnes GSM, GPRS, EDGE, 3G HSDPA, USB, Bluetooth and WiFi.
Denne hardware spiller sammen med styresystemet Symbian S60 5th ed., som man også kender fra Nokias 5800 XpressMusic og Nokia 5230. Nokia har dog videreudviklet systemet, så det er hurtigere end på førnævnte, og der er sågar mulighed for at tilføje widgets til sin startskærm med N97 mini. Styresystemet har imidlertid sine begrænsninger, og er ikke perfekt når det gælder smartphones, men er man vant til Symbian vil man føle sig godt hjemme med N97 mini.
En ting der tidligere har været en kæmpe hæmsko for Symbian styresystemet, har været det faktum, at der har været et meget ringe udvalg af tredjeparts-programmer. Med N97 mini har Nokia udvidet markedet med Ovi Store, hvor der er over 1000 programmer og spil tilgængelige i skrivende stund; nogle gratis og nogle mod betaling. Dette er altså et punkt som Nokia er ved at komme efter, og det er en fornøjelse af se forbedringerne fra tidligere modeller, således at Ovi Store faktisk kan bruges til noget nu.
Design
Nokia N97 mini ligner sin forgænger, N97, rigtig meget. Der er ikke lavet meget om på udseendet, men som sagt er den blevet lidt mindre. Det betyder, at skærmen er reduceret til 3,2” fra de 3,5” som der var på N97, mens mobilens vægt er kommet ned på 138 gram – hvilket stadig er en smule tungere end de fleste andre mobiler, og en smule mere end de fleste synes om.
Forsiden af N97 mini præges stort set kun af skærmen, foruden de tre knapper forneden; Menu, Ring og Afslut. Lige som med den originale N97 er der mulighed for at skyde skærmen til side, så et fuldt QWERTY-tastatur kommer til syne. Layoutet på tastaturet ligner igen det originale, men det smarte D-pad er blevet erstattet af piletaster, for at spare lidt på pladsen, og space-tasten er rykket tættere mod midten. Alt i alt fungerer QWERTY-tastaturet rigtig godt; tasterne sidder intuitivt, og det er således muligt at opnå høje skrivehastigheder med en smule tilvænning.
Basisfunktioner
At bruge sin Nokia N97 mini til dét, den egentlig er beregnet til, nemlig at ringe, fungerer rigtig godt over hele linjen. Der er masser af smarte muligheder for at foretage opkald, og der er let adgang til de mest nødvendige funktioner som mute, hold og højttaler under et opkald. Lyden går klart igennem og forbindelsen er yderst stabil.
Når det kommer til at skrive SMS, er der flere muligheder for indtastning; på skærmen får man et numerisk tastatur frem, uden QWERTY-layout, både i stående og liggende format. Ønsker man QWERTY-layout er man altså nødt til at skubbe det fysiske tastatur ud. Selve skrivningen foregår på traditionel vis, og fungerer som det skal, så det er der ikke meget at sige om.
Ekstra features
Det skal først lige slås fast, at N97 mini besidder alle former for tilslutningsmuligheder man kan tænke sig, så her er der intet at sætte fingeren på. Det er mere hvordan det fungerer i praksis, der er interessant.
Af ekstra funktioner i N97 mini skal nævnes WiFi, webbrowser, medieafspiller, GPS og kamera.
Webbrowser
Internetbrowsing på N97 mini er lidt en blandet fornøjelse, for browseren er ikke fuldt optimeret til brug med touchscreen endnu. Det betyder, at rigtig mange funktioner kræver for mange tryk; der er ikke mulighed for at zoome vha. multi-touch og der er ikke mulighed for at have flere faner åbne samtidigt.
N97 mini tilbyder til gengæld ’kinetisk scrolling’, som også fungerer fint i webbrowseren, så helt skidt er den altså ikke. Dertil kommer, at næsten alle hjemmesider bliver vist korrekt, lige som på en computer, da både Flash og Java understøttes og da skærmen har en forholdsvis høj opløsning.
Medieafspiller
Afspilning af musik er rimelig basalt i N97 mini, men softwaren fungerer upåklageligt og reagerer hurtigt. Dvs. at der ikke er så mange fancy funktioner inkluderet, men at det hele virker som det skal – hvilket er det vigtigste. Lydkvaliteten er som nævnt i top, og at der er udtag til minijack, er bestemt også et plus.
Videoafspilleren er ikke videre imponerende; den afspiller fint videoer i understøttede formater, da N97 mini har en temmelig stor skærm med høj opløsning – men at hverken DivX eller Xvid understøttes, begrænser brugbarheden i høj grad, idet alle film skal konverteres.
GPS og navigation
Selve GPS’en (med A-GPS) er ret god til at finde satellitter og låse dem, men Nokias Ovi Maps er stadigvæk et halvhjertet stykke software. For det første leveres mobilen kun med en 10-dages prøveperiode, hvor man skal betale for at få adgang til programmet efterfølgende, og for det andet fungerer selve programmet ikke lige så godt som eksempelvis det gratis Google Maps, der følger med til iPhone og Android-mobiler. GPS’en kan altså godt bruges, men hvis man ønsker fuldt udbytte af sin telefon, skal man købe sig adgang til Ovi Maps.
Kamera
N97 mini indeholder et 5 megapixel kamera, der kan tage billeder i op til 2592×1944 pixels med autofokus og dobbelt LED-blitz.
Kameraet fungerer ikke særlig godt i mørke omgivelser, da rækkevidden på en LED-blitz er meget kort.
Er man udenfor i dagslys tager kameraet dog hæderlige billeder, om end farvebalancen er en smule skæv. Kameraet kan ikke helt erstatte et mellemklasse digitalkamera, men er udmærket som supplement.
Videooptagelser er dog lige som for tre år siden; opløsningen er lav og videoerne hakker en smule. Man kan til nøds bruge sin N97 mini til videooptagelser, men man skal ikke købe den kun fordi den kan optage video – for så bliver man skuffet.
Konklusion
Nokia har optimeret den originale N97 på mange måder med udviklingen af N97 mini. Rigtig mange brugere mente, at N97 var for stor og uhåndterlig, så den mindre krop og lavere vægt vil gøre N97 mini til et tiltalende alternativ.
I N97 mini er QWERTY-tastaturet er fortsat yderst funktionelt, skærmen er tilstrækkelig stor stadigvæk og viser billeder og film med samme ynde som N97, og styresystemet og det medfølgende software dækker de fleste brugeres generelle behov rigtig godt.
Tagged N97 mini, Nokia, Nokia N97 mini
Sony Ericsson Satio
Sony Ericsson Satio

En af de nyeste udgivelser fra Sony Ericsson hedder Satio – eller Idou, som den også bliver kaldt. Satio er en kombination af Walkman- og Cybershot-serierne, og mobilen er udstyret med en 3,5” touchscreen, 12 megapixel kamera, GPS, WiFi og meget andet godt.
Satio’s styrker og svagheder er fremhævet nedenfor.
Design
Satio er designet lidt efter samme formular som en sammenklappet C905; der er stort set ikke andet end skærmen og et par taster på forsiden af mobilen, volumen- og kameratasterne finder man i højre side mens tilslutnings-porten til USB og headset er i venstre side.
Bagsiden præges af det store dæksel, som beskytter kameralinsen mod støv og andet snavs. Dækslet er udført igen i en fin kvalitet, og det er meget let at skyde det frem og tilbage. Dækslet buler noget ud i forhold til resten af bagsiden, men på trods af dét føles telefonen ikke akavet at have i hverken hånden eller lommen, og det er sjældent en gene.
Satio måler 112 x 55 x 13 mm og vejer ca. 126 gram, trods det hele er udført i plastic i stedet for metal. Vægten er ikke for høj, men heller ikke for lav – balancen er faktisk rigtig god, og Satio føles som et kvalitetsprodukt, der balancerer fint i hånden.
Skærmen
Touch-skærmen er af typen ”resistive”, som det hedder på godt dansk, hvilket betyder at der skal et lille tryk til, før det registreres, modsat skærmen i en iPhone, der reagerer på den mindste berøring. Til gengæld er der her mulighed for at benytte en stylus eller at betjene Satio med handsker på, hvilket ikke er muligt med iPhone.
Skærmen reagerer rigtig godt på tryk – noget bedre end Nokia 5800 Xpress Music til sammenligning – og fremviser desuden billeder og videoer i levende farver med et flot sortniveau.
Hardware og styresystem
Selve hardwaren i Satio er forholdsvis hurtig, med en 600 Mhz processor og 256 MB RAM – og således følger den meget godt med i forhold til lignende mobiler på markedet i dag.
Styresystemet er Symbian S60 5th ed., det samme der er brugt i Nokia 5800 Xpress Music og N97, men Sony Ericsson har valgt at gendesigne brugerfladen lidt, for at sætte deres eget præg på udseendet. Resultatet er et styresystem der oser af Sony Ericsson, med ikoner og layout som man kender det, og som tilmed reagerer hurtigt på input og tryk på skærmen.
Der er stort set alle nødvendige basisfunktioner med i pakken, og navigation i hovedmenuen og igennem de forskellige programmer er forholdsvis intuitivt og let at vænne sig til.
Der er flere forskellige start-sider (lidt á la Home Screens fra HTC’s Sense UI), så man har hurtig og nem adgang til de mest brugte funktioner fra telefonens forside. Startsiderne kan tilpasses efter behov; dog ikke i samme store omfang som i Sense UI.
Medieafspilleren
Sony Ericsson Satio benytter den samme medieafspiller som blev introduceret med Walkman-serien, og som det er positivt, at de har implementeret i flere og flere telefoner efterhånden. For medieafspilleren fungerer virkelig rigtig godt, da fotos, musik og videoer på overskuelig vis er samlet ét sted. Musikafspilleren gengiver lydfiler i absolut topkvalitet, mens videoafspilleren udnytter den flotte 16:9 skærm til fulde og gør det til en fornøjelse at se film på Satio. Det eneste der her er at sætte fingeren på, er det faktum, at Satio ikke understøtter Xvid og DivX; de mest brugte videoformater i dag. Derfor skal formaterne først konverteres, og dermed ryger en del af tilgængeligheden og brugbarheden af videoafspilleren.
Alt i alt fungerer medieafspilleren dog suverænt, og den vil opfylde de flestes behov.
Kameraet
Og nu til det mest interessante ved Sony Ericsson Satio; nemlig det frembrusende kamera på 12 megapixel med xenon-blitz til billeder og LED-blitz til videooptagelse. For lad det bare være sagt med det samme: det er fantastisk!
Kameraet kan tage billeder i opløsninger på helt op til 4000 x 3000 pixels – men dét siger i sig selv ikke meget om kvaliteten af billederne, da dette afhænger mere af linsens kvalitet. I praksis viser det sig imidlertid, at stillbilleder gengives utroligt skarpt og med flotte farver, faktisk i en sådan kvalitet, at Sony Ericsson Satio må siges at besidde det bedste kamera til stillbilleder lige pt., og sågar kan erstatte et middelmådigt digitalkamera.
Videooptagelser klarer Satio også rigtig flot, men overgås dog af konkurrenten Samsung i8910 Omnia HD, som klarer sig bedre end Satio når det kommer til at optage videosekvenser.
Forbindelsesmuligheder
Sony Ericsson Satio understøtter alle de gængse tilslutningsmuligheder; USB, GSM, 3G, HSDPA, Bluetooth, WiFi og GPS, så man har masser af muligheder for at komme på Internettet, uanset hvor man befinder sig.
Fra startskærmen kan de forskellige forbindelser tilgås og aktiveres efter behov, og til GPS-funktionen følger desuden Google Maps, som er installeret på forhånd. Google Maps er desværre det eneste program der bruger GPS, så stemmeguidet navigation er altså ikke en mulighed i Satio.
Telefonens browser er en anden ting som Sony Ericsson har kælet lidt ekstra for. Der er nemlig fuld Flash og Flash-video understøttelse, så man kan f.eks. se videoer på YouTube direkte i browseren. Telefonens browser viser generelt alle hjemmesider som de bør se ud, og er forholdsvis hurtig til at hente dem frem. Tidligere Sony Ericsson telefoner har ikke været møntet på Internet-browsing, men Satio gør det rigtig godt, om end der stadig er plads til forbedringer i funktionaliteten.
Konklusion
Sony Ericsson Satio er toppen af poppen når vi snakker kamera-mobiler i dag, for det imponerende 12 megapixel kamera lever bestemt op til forventningerne. Satio har et lidt begrænset udvalg af programmer, men leveres med en bunke meget nyttige funktioner fra starten. Touch-skærmen gør det til en fornøjelse at betjene Satio, som på mange måder er en rigtig lækker mobiltelefon.
Nokia E71
Nokia E71

Enterprise-mobilen Nokia E71 er møntet på erhvervsfolk, der skal være i forbindelse med omverdenen på farten, og samtidigt have kontoret med i lommen. Den billige mobil med QWERTY-tastur er spækket med funktioner, suveræn at skrive SMS eller e-mail på, holder batteriet i flere dage og så ser den rigtig godt ud. Nokia E71 er storebror til E61, og på stort set alle fronter er modellen forbedret. Læs mere nedenfor.
Specifikationer og features
Nokia E71 indeholder en 369 Mhz processor samt 128 MB RAM – hvilket måske ikke i sig selv lyder af meget, men da den er udstyret med Symbian 9.2, vil man sjældent opleve mobilen som værende langsom.
Nokia har inkluderet alle former for tilslutningsmuligheder i E71; der er WiFi, quad-band GSM, 3G og Turbo-3G, GPS modtager, Bluetooth, USB og sågar også infrarød. Der medfølger desuden et 2 GB MicroSD kort som kan udskiftes til et større – der mangler med andre ord intet på denne front.
Organisatoren i Nokia E71 er noget nær den bedste pakke man kan finde i en mobiltelefon i dag. Der medfølger en smart office-pakke som standard, som tilmed tillader redigering af dokumenter og visning af PDF-filer, hvilket man ikke ser ofte. Der er også mulighed for at printe direkte fra mobilen, uden tilslutning til PC. Foruden office-pakken er der en avanceret kalender og en masse små nyttige programmer installeret på forhånd.
Selve opkaldsfunktionen er heller ikke fri for bonus funktioner, som f.eks. stemmestyret opkald og avanceret opkaldshåndtering, hvor det bl.a. er muligt at afvise opkald fra numre der ikke findes i listen over kontaktpersoner, eller automatisk sende en SMS når opkald afvises.
GPS
GPS’en i E71 spiller sammen med det pre-installerede program Nokia Maps, som man ikke engang skal betale ekstra for. GPS’en er imidlertid langsom til at starte op, men når man først er kommet i gang fungerer servicen rigtig godt; vejledningen er tydelig og der er masser af ekstra informationer tilgængelig, såsom trafikinfo, stemmeguide, osv. Har man travlt bør man dog ikke være afhængig af sin mobil, da der godt kan gå flere minutter før der er forbindelse til tilstrækkeligt med satellitter.
Design
E71 måler 114 x 57 x 10 mm, og dermed er det en af de tyndeste smartphones der findes. At Nokia har formået at presse et QWERTY-tastatur ind på så lidt plads, og stadigvæk har inkluderet både GPS og Wi-Fi er intet mindre end imponerende.
Selve indfatningen er udført i rustfrit stål, og den oser af kvalitet – E71 er altså en telefon med en vis blære-faktor. Udførelsen i rustfrit stål betyder også, at vægten ligger på 126 gram – men det føles dog ikke af for meget.
På forsiden af Nokia E71 finder man det store QWERTY-tastatur og de smarte genvejstaster, samt skærmen på 2,36”, som er af udmærket kvalitet med flotte farver. På bagsiden finder man et 3,15-megapixel kamera med LED-blitz og autofokus. På trods af de 3,15 megapixels og linsens smarte funktioner, tager kameraet ret dårlige billeder, som ser endnu værre ud når de vises på en PC-skærm frem for på mobilen selv. E71 er dog ikke en kameramobil, men en forretningstelefon, hvorfor dette ikke er af så stor betydning.
Foruden kameraet finder man batteridækslet på bagsiden, hvilket faktisk er den flotteste del af telefonen – desværre kan fedtfingre på dækslet meget let ses, og er svære at fjerne igen. I toppen af telefonen har Nokia valgt at placere en rød on/off-knap med diverse andre funktioner, som virkelig springer i øjnene. Farvevalget er ikke særlig gennemtænkt, men knappen gør hvad den skal.
QWERTY-tastaturet og betjening
Dét, der gør Nokia E71 til en messenger-mobil, er det fremragende tastatur, der fylder mere end halvdelen af forsiden af mobilen. Der er taster til indtastning af bogstaver, tegn og tal, og dertil kommer genvejstasterne til e-mail eller kalender som man måske kender helt tilbage fra E51. Disse fungerer rigtig godt, så det er et glædeligt faktum at Nokia ikke har lavet om på dét. For dem der skriver mange SMS eller e-mail via mobilen, vil QWERTY-tastaturet være en stor fordel, da der kan opnås meget høje skrivehastigheder.
Navigation på Nokia E71 er generelt også, som man kender det fra Nokias tidligere modeller. Da der er tale om en forretningstelefon, er der lagt vægt på funktionalitet og stabilitet frem for innovation og ’lir’. Derfor er der ikke meget dynamik eller øjenguf i hovedmenuen, hvor ikonerne er statiske og ret kedelige at se på. Til gengæld er der masser af muligheder for at oprette genveje på startskærmen, og tilpasse og designe genvejstaster efter behov.
Underholdning
Selv om Nokia E71 er en forretningstelefon, leveres den med et par spil. Det ene af spillene indeholder faktisk yderligere 15 kortspil, så helt fri for underholdning er den ikke.
Musikafspilleren er den samme som i Nokias tidligere modeller; den er ikke så avanceret og har meget begrænsede funktioner, men den afspiller fint mp3-filer (og andre formater) uden problemer og i en fornuftig lydkvalitet. Videoer kan afspilles i fuld skærm, men grundet det lille display vil det aldrig blive nogen stor oplevelse.
Konklusion
Nokia E71 er en forretningstelefon med alt hvad man behøver indenfor tilslutning og kommunikation, pakket ind i lækkert, rustfrit stål. Telefonens software-mæssige opbygning er meget enkel og ligetil, på trods af de utallige funktioner den indeholder.
QWERTY-tastaturet fungerer rigtig godt og er et stort plus, men kameraet er tæt på ubrugeligt og kan langt fra erstatte et rigtigt digitalkamera. Nokia E71’s øvrige funktioner, som GPS og den yderst funktionelle office-pakke, er dog mere end hvad man kan forvente af en telefon af denne kaliber og størrelse.
Alt i alt en billig, funktionel og flot mobil til den erhvervsdrivende.
HTC HD2
HTC Touch HD2

Måske markedets pt. bedste Windows Mobile finder man i HTC Touch HD2, som er en opgraderet og forbedret udgave af den tidligere model, HTC Touch HD. Skærmen er blevet større, hardwaren skiftet ud med noget kraftigere, og så er der kælet en smule mere for designet i HTC HD2. Resultatet er en endnu hurtigere smartphone med en fantastisk skærm – som bliver sammenlignet med Google’s Android-telefon, Nexus One.
Specifikationer og design
HTC HD2 er udstyret med en 1Ghz Snapdragon processor, 448 MB RAM og 512 MB ROM – dvs. at mobilen faktisk er kraftigere end en de stationære PC’ere, der blev solgt for små ti år siden. Og det kan virkelig mærkes! HTC HD2 er lynhurtig i brug; programmer starter op øjeblikkeligt, lukker ned uden tøven, hjemmesider indlæses lige så hurtigt som på en bærbar og ventetider forekommer generelt sjældent. Dette er en af HTC HD2’s forcer, og en af de ting, der gør den til et spændende alternativ i forhold til resten af markedet i dag.
Det store display på 4,3” fylder næsten hele forsiden af telefonen – der er kun et par millimeter med plastic udenom skærmen, og en tynd række med knapper nedenunder. Der er altså ikke meget spildplads rent designmæssigt, og telefonen er da også tyndere end sin forgænger – og tyndere end Apple iPhone. Den er udført i glas, aluminium og højkvalitets plastic, og fremstår enormt lækker generelt.
HTC HD2 kan kommunikere via WiFi, 3G/HSDPA og Bluetooth, så der mangler intet på den front. Den er udstyret med en rigtig god GPS samt Google Maps, og på bagsiden af HTC HD2 er et 5-megapixel kamera med autofokus og LED-blitz. Der er ikke meget intern hukommelse, men der er mulighed for udvidelse med MicroSD-kort.
Skærm og betjening
Det mest spektakulære ved HTC Touch HD2 er den store og højtopløselige skærm på hele 4,3” i 800 x 480 pixels. Skærmens høje kvalitet holdt sammen med opløsningen gør, at HTC HD2 til tider kan minde om en tablet PC i miniformat; oplevelsen er simpelthen fantastisk.
Skærmen er af samme type som der er brugt i bl.a. HTC Hero og iPhone; den reagerer på det mindste lille tap med fingeren, men til gengæld kan man ikke betjene skærmen med handsker på, eller med en stylus.
Styresystem
HTC HD2 leveres med Windows Mobile 6,5 OS – og dette er i sig selv lidt af en hæmsko. Heldigvis har HTC forsøgt at skjule Windows-brugerfladen ved at camouflere den med HTC Sense – den populære brugerflade man kender fra bl.a. HTC Hero – som bl.a. gør det muligt at benytte multi-touch. Man kan altså sige, at styresystemet er en blanding af Windows, som er kernen, og HTC Sense, som er indpakningen. Det giver en helt ny oplevelse af Windows Mobile, og den hidtil bedste af slagsen, da HTC Sense netop gør det til at holde ud at betjene mobilen i praksis.
Et par eksempler på konsekvenser af, at HTC HD2 indeholder Windows, er at den sædvanlige startmenu er rodet og knap så brugervenlig, at markedet med applikationer har et meget ringe udbud, og at programmerne ikke er så enkle at installere og bruge, som det er i en Android-telefon.
Konklusion
Rent hardwaremæssigt er HTC HD2 noget nær det hurtigste man finder i en mobiltelefon i dag, og den ligger i spidsen for Windows-baserede mobiler lige pt. Der er masser er fart over feltet og den store skærm bliver ved med at imponere, men at der er installeret Windows Mobile 6,5 på HTC HD2, er bestemt ikke et plus. Når der snart kommer lige så kraftfulde alternativer som Sony Ericsson Xperia 10 eller Google Nexus One, der indeholder Android, bliver fordelene ved HTC HD2 svære at få øje på, med mindre man er inkarneret Windows Mobile-fan.
Fortvivl ej, HTC HD2 er en fremragende telefon, hvor det eneste nævneværdige minus er valget af styresystem.
Tagged HTC, HTC HD2, HTC Touch HD2
